Troldeprojektet - Myten tager Form

hanrik marts2019
by Henrik Lindberg Hansen 22. November 2019

Helheden har i samarbejde med Darum Lokalråd startet Darum Idéforum, hvor Darums borgere kan arbejde sammen om de lidt skæve og anderledes idéer. Vi er blandt andet gået i gang med idéudvikle et aktivitetsområde på Thors Banke, der skal bringe myten om troldene Thor og Breum til live. Tanken er at fundraise i løbet af 2020, og gå i gang med byggeprojektet i 2021.

Der bliver dog en række forskellige aktiviteter i området indtil 2021. Illustrationen er en foreløbig skitse fra kunstneren Bernd Hobohm, som er projektets kreative arkitekt.

Krattet på Thors Banke, hvor projektet skal placeres, er en gammel sandgrav, hvor man hentede sandet til at etablere sidediget med. Vi er meget begejstrede for, at Ribe Digelag har givet tilladelse til, at vi kan bruge området. Graverierne har efterladt området meget kuperet med gamle krogede og mosdækkede træer. Det giver en meget mytisk stemning, som passer perfekt til projektet.

Hele formålet med projektet er at skabe fællesskab - et arbejdsfællesskab, der skal føre til et område, som vi kan bruge sammen i Darum til forskellige arrangementer, som f.eks. fællesspisninger, stjernekiggeri, naturformidling eller mytefortælllinger. Midt i området kommer der til at stå et langbord med plads til 50 mennesker, hvor troldene Thor og Breum sidder for bordenderne med hver sin sten. Normalt ligger de to trolde i strid med hinanden og kaster stenene efter hinanden, men nu holder bordfreden, selvom de sidder og skuler efter hinanden.

Trold