Helhedens værdigrundlag
Helhedens værdigrundlag er bærende for institutionens menneskesyn og de principper, som opholdsstedet er baseret på. Vores værdigrundlag skal sikre, at den enkelte medarbejder selvstændigt kan tage initiativer og træffe beslutninger. Det er derfor vigtigt for Helheden, at vores værdigrundlag er synligt overfor vore beboere, pårørende og samarbejdspartnere.
Helhedens værdier
-
Beboeren i udvikling
-
Beboernes etiske bud
-
Respekt for forskellighed
-
Ansvar for arbejdsmiljøet
-
Resultater gennem samarbejde
-
Succes gennem udvikling
Beboeren i udvikling
Helheden samarbejder med beboerne omkring deres mål og ønsker for udvikling. Vi tager udgangspunkt i beboernes individuelle ressourcer, behov og udfordringer med det formål, at beboerne får et liv med livskvalitet og frihed.
Beboernes etiske bud
Helheden involverer beboerne og inviterer løbende til debat om, hvordan man bør omgås hinanden. Processen har ført til, at beboere i hver afdeling har formuleret ”De ti bud”, som er etiske spilleregler for, hvordan beboerne ønsker at omgå hinanden.
Beboernes 10 Bud
-
Man skal ”turde” at sige sin mening.
-
Undlad at tale nedsættende om, håne eller bagtale andre.
-
Udvis tolerance / overbærenhed.
-
Mob ikke andre.
-
Tag kontakt til den, der har såret eller gjort dig ked af det.
-
Man skal turde bede om hjælp.
-
Vær ærlig – dog ikke ”hudløst”.
-
Husk at lytte.
-
Tag kontakt til den, der ser ud til at have det dårligt.
-
Interesser dig for dine medmennesker.
Respekt for forskellighed
Helheden bestræber sig på at have en åben og anerkendende tilgang til beboernes forskelligheder, hvad angår personlighed, fysiologi, psykiatrisk diagnose, intellekt, baggrund, kultur, behov og drømme. Helheden lægger vægt på et konstruktivt samarbejde omkring beboeren med respekt for den enkeltes integritet.
Helheden har stor bredde i sin faglige sammensætning i personalegruppen, hvilket muliggør en nuanceret afklaring af ressourcer og udfordringer hos den enkelte beboer.
Ansvar for arbejdsmiljøet
Helheden er en dynamisk arbejdsplads, som hviler på et fundament af åbenhed, menneskeligt overskud og tværfaglige ressourcer.
På Helheden har vi fokus på den enkelte medarbejders faglige og personlige udvikling.
På Helheden er alle - både ledelse og ansatte - ansvarlige for et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Medarbejderne og ledelsen skal kunne håndtere konfliktløsning og deltager løbende i supervision, med det formål at fremme den faglige og personlige udvikling.
Helheden vægter gode fysiske rammer i form af velholdte og hyggelige lokaler.
Resultater gennem samarbejde
På Helheden mener vi, at vejen frem til gode resultater går gennem et præcist beskrevet samarbejde med beboere, medarbejdere, pårørende og myndigheder. Vores samarbejde bygger på en målrettet indsats omkring beboeren, ligeværdighed i mødet med alle samarbejdspartnere og høj faglighed i personalegruppen.
Samarbejde med beboerne
I samarbejdet med beboerne vægter vi etik, åbenhed, medinddragelse og dialog. Samarbejdet finder sted gennem afholdelse af individuelle ugesamtaler, udarbejdelse af individuelle funktionsbeskrivelser, samarbejdsaftaler og ugeplaner.
Alt skriftligt materiale udarbejdes sammen med den enkelte beboer. Materialet evalueres og tilpasses efter behov.
Samarbejde med pårørende
I samarbejdet med beboeres pårørende og øvrige netværk vægter vi etik, åbenhed, medinddragelse og dialog. Samarbejdet sker under hensyntagen til den enkelte beboers alder og ønsker til samarbejdet.
Samarbejde med offentlige myndigheder
I samarbejdet med offentlige myndigheder vægter vi etik, åbenhed og dialog. Vi vægter desuden faglighed og kvalitet i forhold til det pædagogiske og behandlingsmæssige arbejde samt i den skriftlige dokumentation.
Det interne samarbejde
Der samarbejdes mellem medarbejderne og mellem medarbejdere og ledelse. Samarbejdet mellem medarbejderne sker ved mundtlig og elektronisk overlevering af information. I samarbejdet vægtes åbenhed, rum for refleksion, etik og dialog.
Succes gennem udvikling
Helheden er lydhør over for politiske og samfundsmæssige strømninger.
Organisatorisk er Helheden defineret som et løst koblet system med en flad struktur, hvilket giver mulighed for en udstrakt grad af medarbejderdrevet innovation.
Idéer genereres løbende og kvalificeres ved hjælp af dialog og sparring mellem medarbejdere med forskellige faglige kompetencer, personligheder og livsanskuelser.
Fleksibilitet, stabilitet og kvalitet vægtes højt i forhold til eksempelvis pædagogiske metoder og fysiske rammer, hvilket giver mulighed for en individuel tilpasset behandling.
Der evalueres på tiltag og arbejdsgange, hvilket giver mulighed for at måle på metoder, således at det bliver muligt at gøre mere af det, der virker.
Helheden er åben og lydhør over for lokalsamfundet, og det er vigtigt for institutionen og for det arbejde, der laves omkring beboerne og eleverne på Helheden, at medarbejdere, beboere, elever og ledelse ses som aktive medborgere. Det viser sig ved, at Helheden tænker lokalsamfundet med ind i nye tiltag i forhold til institutionen.
Blandt andet har institutionen, i forbindelse med et førstehjælpskursus for beboere og personale, investeret i en ”hjertestarter”, som er tilgængelig for byens borgere.
Helheden har desuden stillet plads til rådighed for Røde Kors' tøjcontainer.
I forbindelse med cykelløbet, som finder sted i forbindelse med den årlige byfest, stiller Helheden toiletfaciliteter til rådighed for publikum.
Helheden bruger den lokale idrætsforening, hvor vi har et medlemskab af motionscenteret, og hvor vi benytter hallen til f.eks. badminton og fodbold.
Beboere fra Helheden går desuden til banko i hallen og møder op til lokalt arrangerede foredrag.
Helheden lægger vægt på at støtte og samarbejde med det lokale erhvervsliv. Vi prioriterer derfor at indhente tilbud fra lokale håndværkere ved renoveringer og ombygninger på institutionen.
Når der arrangeres arbejdspraktik for beboere og elever på Helheden samarbejdes der med lokale offentlige og private virksomheder.
Helheden har endvidere et tæt samarbejde med den lokale boligforening, hvor vi har lejeaftale på flere boliger.