Hverdagen på Helheden
Helheden ligger i landsbyen St. Darum i nærheden af Esbjerg. Det er svært at se, at Helheden er et bosted, da vi har forskellige bygninger rundt om i byen. Det kan vi godt lide, da det betyder, at vores beboere flytter til et bofællesskab, som er en del af det lokale samfund. Efter et stykke tid er det også muligt at flytte i selvstændige lejligheder, hvor man kan prøve det af at bo for sig selv i det trygge landsbymiljø.
Hverdagen på Helheden er præget af de mindre huse, hvor vi går til og fra frokost og til samtaler og møder - ligesom vi også ofte bruger naturen til gåture, når vi skal snakke, da det giver ro og tilstedeværelse.
Som du kan læse om flere steder på vores hjemmeside - blandt andet under aktiviteter - så har vi et godt samarbejde med Darums andre borgere, og vi er glade for, at de også byder nye tilflyttere til Helheden velkommen. Vi arbejder hen mod, at folk, der bor på Helheden, også føler sig som borgere i Darum - som en del af fællesskabet. Det er langt fra alle, der kommer på Helheden, som er klar til landsbyfællesskabet fra første dag, men det kommer over tid. Det, mener vi, er afgørende uanset hvor længe en beboer bliver på Helheden - om det er et halvt år eller flere år.
Filosofien bag den trygge base
Grunden til, at vi har fokus på Helheden som bofællesskab og på gode naborelationer - altså Helheden som hjem - er, at vi mener, at alle mennesker har brug for et sted, hvor de føler sig hjemme. Ofte medfører psykiske sårbarheder et brud i sociale relationer, om det er familie, skole eller venner. Skal et menneske udvikle sig på trods af et sådant brud, så har det brug for en tryg base, så han eller hun igen kan stole på sig selv og andre som venner og familie.
Uanset om en psykisk sårbarhed er forårsaget af et brud i de tætte relationer, eller om det skyldes noget helt andet, er det stadig vigtigt, at indgå i meningsfulde relationer i hjemlige rammer, som er overskuelige og håndtérbare. Det, at vi som mennesker føler, at der er mening, overskuelighed og at vi kan finde ud af at fungere i vores umiddelbare omgivelser, giver et godt grundlag for udvikling.
At Helheden skal være en tryg base for beboerne er derfor kernen i vores pædagodiske filosofi. Helt kort formuleret: uden fællesskab, ingen udvikling.