Veje ud i samfundet, Annelene og paranoid skizofreni

Annelene blev diagnosticeret med paranoid skizofreni som teenager efter et par år alene med sine voksende frustrationer over stemmer og trangen til at skade sig selv. Hun flyttede på et psykiatrisk hospital og derefter til bostedet Helheden og senere bostedet Markbo. Vejen til bedring foregik over lang tid, hvor hun gik fra at være barn til voksen og samtidig arbejdede sig gennem sine sårbarheder for til sidst at bo selv og gå i gang med en uddannelse – uden længere at kæmpe med stemmer og trangen til selvskade.

Paranoid Skizofreni

Paranoid skizofreni er en form for skizofreni, som er kendetegnet ved vrangforestillinger. Det kan være, at man oplever, at hændelser, som ikke har noget med én selv at gøre, sker for én i virkeligheden, men der kan også forekomme kommanderende stemmer, truende stemmer og andre former for hallucinationer. I Annelenes tilfælde førte det også til alvorlig selvskade.

Veje ud i samfundet

Dette er den første artikel i en række med titlen Veje ud i Samfundet, hvor tidligere beboere fra Helheden fortæller, om hvordan de har arbejdet med deres psykiske sårbarheder. Det, håber vi, kan hjælpe andre, som står over for et lignende livsforløb. Vi bruger ikke beboernes rigtige navne i disse interviews, ligesom vi har ændret aldre, årstal, begivenheder og stednavne for at sikre anonymitet.

Første gang, jeg opdagede, at der var noget galt

Da jeg begyndte at høre stemmer, var jeg tolv. Jeg troede lidt, at det var noget, som alle oplevede. Der gik nok to år, før det gik op for mig, at det var noget, som kun jeg oplevede. Der hørte jeg stemmerne engang imellem. Da jeg blev fjorten, blev det efterhånden hver dag og flere gange om dagen.

Hver gang, jeg havde gjort noget godt for mig selv, så skulle jeg slås oveni hovedet. Eller, hvis jeg skulle skade mig selv. Så var det også stemmerne, der fortalte mig, at nu skal du skade dig selv på den ene, anden eller tredje måde.

Jeg hørte en stemme. Det var faktisk min fars stemme. Jeg har aldrig fundet ud af hvorfor, for jeg har altid haft det okay med min far. Men det lavede vi sjov med under sygdommen. Det var vi nødt til. Det var jo også svært for ham.

Men da jeg var fjorten, begyndte jeg at skade mig selv. Og der kunne jeg jo godt se, at det ikke var normalt. Jeg kendte ikke andre, som skadede sig selv. Så en dag spurgte jeg en af mine veninder, om hun også hørte stemmer. Altså nogen, som ikke var der. Jeg anede jo ikke, hvad der foregik. Jeg vidste godt, at man kunne blive syg, men jeg tænkte, at hvis man hører stemmer, så er man jo fuldstændig vanvittig. Det er jo den forestilling, man har, når man er fjorten. Det tror jeg i hvert tilfælde.

Det perfekte menneske

Det er også lidt skjult, da andre jo ikke hører stemmerne. Så jeg gik selv med det. Jeg prøvede at pakke det væk, fordi jeg altid har været perfektionist. Jeg stræbte efter de perfekte, høje karakterer. Ikke så meget udseendet, det siger mig ikke så meget. Det at være perfekt i alle sammenhænge var vigtigt for mig. Som elev og som menneske. I alle sammenhænge. Men jeg var også et kæmpe konkurrencemenneske.

Stemmerne fortalte mig altid, at jeg ikke var noget værd og sådan noget. Og så skulle jeg bevise det modsatte, så jeg stræbte efter det perfekte. Og så blev det værre. Når jeg ikke kunne få det perfekte, så fik stemmerne mig til at skade mig selv.

Min far gik meget op i mine karakterer, går det op for mig nu. Han forventede høje karakterer. Men han har også oplevet nogle ting som brandmand, der fik ham til at gå ned med flaget, da jeg var barn. Der skubbede han familien væk. Han endte med en depression. Vi havde det allesammen lidt svært med ham. Men overordnet, så har vi altid haft et godt forhold. Vi har snakket meget om, hvad vi har oplevet. Måske ikke så meget, hvad vi har følt, men mere om, hvordan vi har oplevet det. Så vi er tætte på den måde. 

Jeg skubbede dem væk

Jeg blev syg, da jeg blev teenager. Og jeg hadede den der omsorg, så jeg skubbede dem væk. Familien. Det gør man jo nok som teenager, og det gjorde jeg også. Måske mere end andre. Det ville jo gå imod mit behov for at være perfekt, hvis jeg havde brug for andre. Så ville jeg hellere snakke med venner, hvis der skulle være noget.

Da andre opdagede, at der var noget galt

Da jeg var fjorten kunne jeg godt mærke, at min lærer var begyndt at være mere opmærksom på mig. Jeg havde let ved at knække, og alligevel var jeg stærk. Det er svært at forklare. Jeg var altid den, der stod op for andre og sørgede for, at andre havde det godt. Det glemte jeg måske mig selv en lille smule i. Min lærer kunne jo se, at jeg var fraværende i blikket og i hovedet ofte.

Jeg spiste meget lidt dengang. Jeg ville altid låne en vægt, der stod på skolen. Jeg var rigtig tynd dengang. Nok også for tynd. Men de kunne se, at der var noget, som var, som det ikke skulle være. De hev mig til side og spurgte ind til en masse ting. Og så klappede jeg bare i. Så ville det perfekte jo blive ødelagt. Så jeg ville ikke snakke om noget som helst.

Min lærer kaldte mine forældre ind til et møde og foreslog, at jeg skulle fortsætte på efterskolen. Men da jeg kommer tilbage til skolen efter sommeren, var det gået voldsomt ned af bakke. Jeg skadede mig selv mere og mere. Og stemmen blev voldsom. Over sommeren forsøgte jeg selvmord for første gang med piller. Det var der ikke nogen, som var klar over. Det var ikke særlig mange piller, panodiler, så det var nok mere et råb om hjælp, som ingen kunne høre, end det var et reelt selvmordsforsøg.

Efter nogle måneder havde jeg samlet nogle piller sammen nede i byen. Og jeg arbejdede på et selvmordsbrev. Jeg sad inde i klassen og skrev på det. Jeg kunne alligevel ikke koncentrere mig om andet. Men jeg glemte brevet i klassen, da timen var forbi, og en anden elev fandt det og gav det videre til en lærer.

Det var ikke færdigt, så mit navn stod der ikke. Men en lærer kunne kende min skrift. De kom og hentede mig om aftenen på mit værelse. Der gik det op for mig, at jeg ikke havde fået brevet med mig, så jeg vidste godt, hvad det drejede sig om. Hun spurgte, om det var mit brev, hvilket jeg benægtede, men det vidste de jo godt, at det var. Så jeg indrømmede.

Jeg ventede på mit værelse på, at forstanderen skulle komme. Jeg ville helst bare stikke af med min veninde. Men det ville hun ikke og spurgte, hvad der foregik. Hun vidste godt, at jeg havde det ekstremt dårligt. Hun vidste, at jeg skadede mig selv. Men jeg havde ikke modet til at fortælle hende om det.

På psykiatrisk hospital

Det første møde med psykiatrien

Så forstanderen kom, og vi snakkede med nogle lærere. De ringede efter mine forældre, som hentede mig midt om natten. De spurgte også om en hel masse, men jeg klappede i. Jeg orkede ikke at snakke med dem om det. De kørte mig ned på psykiatrisk. De ville gerne have, at jeg skulle overnatte der, men jeg orkede det ikke. Folk gik rundt i morgenkåbe og stod og snakkede i en telefon, som ikke virkede. Så det kunne jeg slet ikke forholde mig til.

Så mine forældre tog mig med hjem. De tog fri for at passe mig. Vi tog ind til børnepsykiatrien efter nogle dage. Overlægen sagde, at han var nødt til at indlægge mig. Det ville jeg ikke. Jeg havde stadig det billede over fra psykiatrisk skadestue, hvor folk virkede skingrende sindssyge. Men så sagde han, at jeg kunne sige ja til det, eller politiet kunne fortælle mig, at jeg skulle. Så kunne jeg jo ligeså godt gå med til det. Der var jeg så indlagt i et par år.

Livet i psykiatrien

Der var så meget positivt og så meget negativt at sige om psykiatrien. Det der med konflikthåndtering og det at møde patienten, hvor denne var, var ikke noget, som man gik så meget op i.

Vi stod op klokken otte. Vi gik i skole. Der var to lærere ansatte på deres egen skole. Vi var der lidt på skift. I dårlige perioder skulle vi selvfølgelig ikke i skole. Det var lidt ligesom at komme tilbage på en efterskole. Vi var jo en tolv stykker sammen, som var der det meste af tiden, jeg var der. Folk havde det bare mere, som jeg havde det, end vennerne på efterskolen. Det var lidt det samme kammeratskab, vi havde der. Jeg snakkede bedre med nogen end andre. Jeg havde nogle gode venner der. Jeg snakker stadig med flere af dem. Tre af dem kom også ud på samme bosted bagefter, så vi passede jo sammen der også.

Personalet på det psykiatriske hospital

Personalet gjorde det godt. De forsøgte at gøre det til et hjem, så godt de kunne. Vi skulle jo være der i lang tid. Mange af dem tilsidesatte deres egen tid for at være der for os. Ikke sådan, at de var på hospitalet i deres fritid. Men de kunne ikke slippe os. Det vidste vi jo ikke dengang, men jeg har snakket med nogen af dem efterfølgende, hvor de sagde, at vi betød rigtig meget for dem. Og det kunne vi mærke, selvom vi ikke fik det at vide.

Det var en rigtig god ting. Selvom man kunne få dårlig samvittighed, når man kunne se, at personalet blev påvirket af en situation. Så var det lidt svært, at de gik så meget op i det. Men på den anden side, ville det også være svært, hvis de bare var ligeglade. Jeg tænker den der menneskelighed, den var vigtig. Man kunne bare godt få noget skyldfølelse over, at de kunne få det skidt over, at man havde det skidt. Hvis man har gjort noget, som sætter sig hos dem. Der er brug for den der professionelle distance. Helt sikkert. 

Isolation

På det tidspunkt - det er vist ændret nu - mente man, at hvis man havde det dårligt, så måtte man ikke få for meget stimuli. Det vil sige, at de kunne finde på at isolere os fra de andre beboere. Jeg var isoleret i tre måneder på et tidspunkt, hvor jeg kun så mine forældre og min lillebror. Og så personalet. Men jeg måtte ikke snakke med dem, når de kom på besøg. Og det synes jeg var svært at være i. Fordi dem er der brug for.

Jeg tror, at det skaber en større frustration, ikke kun for mig, men generelt, når man er isoleret og ikke må snakke med dem, der skal være der for dig. Man har jo brug for andre mennesker. Jeg følte mig vildt ensom. Jeg har brug for, at de i det mindste snakker engang imellem. Fortæller om et eller andet. Man hører eller ser ingenting fra verdenen udefra, mens man sidder der. Så der har jeg brug for en helt almindelig hverdagssamtale. Det behøves ikke dreje sig om, hvordan jeg har det, men bare et eller andet udefra.

Personalet talte jeg kun med på faste tidspunkter. Jeg måtte jo ikke få for meget stimuli, så den faste vagt skulle bare ignorere mig. Med mindre jeg gjorde noget uhensigtsmæssigt. Når vi snakkede sammen, var det om, hvordan det gik og hvor lang tid, jeg skulle sidde i isolationen. Og om jeg kunne finde på at skære i mig selv. Det var bare sygdom på sygdom på sygdom, vi snakkede om.

Venner, ikke sygdom

Men når man ikke var i isolation, så var det ikke sygdom, det drejede sig om. Så snakkede vi mellem beboerne om alt. Så var det mere venskabeligt. Det er vigtigt. En ting var, at vi var i samme båd som indlagte, men vi snakkede faktisk ikke meget sygdom. Vi kunne godt snakke sygdom efter en havde været til en lægesamtale, eller vi kunne give et knus, når der var en, som græd. Men ellers var det ikke sygdom, vi gik mest op i. Der var så meget andet, der fyldte på det tidspunkt. Vi var teenagere allesammen. 

Den tavse vagt

Det var mest, når jeg var i isolation, at jeg følte mig ensom. Eller, nej. Det var egentlig også, når man havde fast vagt. Altså, når der var en fra personalet som var sat til at holde øje med en 24 timer i døgnet, ligegyldig hvor du går og står. De skulle følge os rundt. Og de måtte ikke snakke med os. Og det var altså dybt godnat. Det var ligesom en skygge, der fulgte én rundt.

Der var heldigvis en af de ansatte, som sagde, at det er simpelthen noget fis. Så han snakkede løs, og det var simpelthen fantastisk. Det var nok den korteste periode med en fast vagt, som jeg havde. Han kunne bare noget helt specielt.

På tur med veninderne i biffen

Der var en af de ansatte, som var noget for sig selv. Et fantastisk menneske. Hun gjorde de samme ting som de andre fra personalet, men på en anderledes måde. Jeg kan ikke forklare det. Hun havde bare en personlighed, som man ikke kunne andet end at elske. Hun blev også sur, men man elskede hende alligevel. Hun kunne godt sætte foden ned, men det forsvandt som dug fra solen igen - så kunne vi gå i gang med noget spændende. Det andre fra personalet blev også sure, men de havde nok sværere ved at komme ud af det igen. Man kunne mærke irritationen.

Hun tog os med til biografen en dag. Hun skulle jo selvfølgelig med os ind. Vi måtte jo ikke være uden opsyn. Men hun gjorde det, at hun gik hen og købte popcorn og sodavand til os og gav os dem og billetterne. Og så sagde hun, nu går I ind og ser film ligesom helt almindelige, unge mennesker. Men jeg vil fanneme se jer ved udgangen bagefter, når I er færdige. Og der var ikke nogen af os, der turde gøre andet. Det var ikke fordi, vi var bange for, at hun skulle blive sur, men hun havde en autoritet. På den gode måde. Så vi kom allesammen ud efter filmen og fulgte pænt med tilbage.

Det gjorde, at vi følte os som unge mennesker. Helt almindelige unge mennesker, der var i biografen. Normalt skulle vi have følgeskab af personalet, når vi gik udenfor hospitalet. Så lige pludselig følte vi, at - hold kæft mand, vi kan også være almindelige. Og vi vidste jo godt, at det ville blive taget fra os, hvis nogen gjorde noget, de ikke skulle, så vi holdt godt øje med hinanden. Der var ikke nogen, som skulle forsøge på noget som helst.

Der var en følelse af frihed i det. Ikke fordi vi var indespærret - dørene var ikke låst. Men du har bare en følelse af at blive holdt fast i noget, som du ikke har lyst til. I sygdommen. Det, at man var der, betød, at man var for syg til at være andre steder.

Jeg har så efterfølgende fået at vide, at hun blev kaldt ind af ledelsen. Det måtte hun fanneme ikke. Vi måtte ikke sidde alene i biografen. Men det var hun ligeglad med. Næste gang gjorde hun det samme. Så fik hun en skriftlig advarsel og kom til samtale igen. Så sagde hun, at vi skulle behandles som almindelige mennesker. Så må der to personale med, som står ved hver sin indgang til biografen, men vi skulle have lov at være i fred uden personalet. Og så blev det ændret.

Og så grinede han bare

Der var en fra personalet. Han blev altid kontaktperson for mig. Vi havde bare en eller anden underlig jargon. Vi tog over i parken ved hospitalet. Det havde regnet, og vi skulle over en lille skrænt. Han sagde, pas på, det er glat. Og lige i dét gled jeg og væltede ned at skrænten. Jeg var fuld af mudder. Normalt ville personalet blive pylret, men han stod bare og skreg af grin. Han kunne slet ikke stoppe med at grine. Jeg grinede også. Jeg spurgte, om han ikke lige kunne give mig en hånd. Det ville han gerne, men han sagde, at han lige skulle være færdig med at grine.

Det er bare sådan noget, man har brug for, tænker jeg også. At der er en, som kan grine af en i stedet for, at det bliver det der med, åh nej, er du kommet til skade, hvordan har du det? Det var ligesom mere menneskeligt. Det synes jeg, at der manglede. At man griner sammen - og at man griner med og af hinanden. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Men med noget selvironi fungerer tingene bare bedre. Det har en god effekt, at man kan drille hinanden lidt. Det giver en anden relation.

Pakkerne i isolationen

Der var en dreng på afdelingen. Vi havde et helt specielt forhold. Vi var nok de tætteste. Han havde lavet en pakkekalender med 24 pakker til mig til jul, da jeg var isoleret. Han fik faktisk tilladelse af personalet til at komme ned og se mig åbne pakkerne hver dag.

Det var sådan nogle små ting, som gjorde, at vi havde det godt. Eller lige den med pakkerne var jo en stor ting. Men vi var jo teenagere sammen. Vi lavede noget åndssvagt engang imellem. Så kunne vi gå hen til vores venner og sidde og grine sammen.

Det var jo inden for rammerne af en institution, hvilket gjorde noget ved fællesskabet. Nogen blev udskrevet. Og nogen skulle på den lukkede. Og vi var der jo, fordi vi havde det ekstremt dårligt, og det var vi nødt til at kunne rumme. Normale teenagere ville måske have lyst til altid at være sammen og altid at skulle til en fest. Der havde vi nogle gange brug for at trække os fuldstændig fra fællesskabet. Og selvom vi sad og hyggede os og havde det pisseskægt, hvis der var en, som havde brug for at trække sig, så kunne vi ikke begynde at sige, ej kom nu, skal du ikke lige være med til det her. Vi vidste jo allesammen, at nogle gange kunne man bare ikke rumme det.

Det var der noget omsorg i. Det er måske også derfor, at jeg nu har lettere ved at danne relationer til et andet menneske, fordi jeg har lært at rumme rigtig mange typer. Jeg kan nok rumme alle, bare de opfører sig ordentligt overfor mig. Det betyder overhovedet ikke noget, at de er lidt anderledes.

På Helheden

Mere personlig frihed

Da jeg blev udskrevet fra hospitalet, var jeg stadig for syg til at kunne komme hjem. Så jeg skulle være på et bosted med døgnvagt. Det var noget helt andet end hospitalet. Alt andet lige var hospitalet jo et hospital, mens Helheden var et hjem. Det var ikke et sted, som jeg skulle væk fra igen. På hospitalet skulle jeg udskrives, når jeg var klar til det, mens på Helheden kunne man svinge uden, at man skulle det ene, andet eller tredje. Så det blev et hjem.

Der var langt mere personlig frihed. Vi kunne selv bestemme, om vi ville ind til byen eller gå en tur. Der var ikke så faste rammer. På hospitalet er der lagt en tidsramme for en. Samtaler og så videre. På Helheden var de der hele tiden, så man kunne gøre tingene, så det passede i ens egen kalender. Der var ikke noget, som var for vigtigt til, at man kunne tage en snak. På hospitalet skulle man passe ind i systemet, mens på Helheden var det mere en hverdag, hvor man selv var med til at bestemme, hvordan tingene skulle foregå.

Jeg fik også undervisning på Helheden. Der var en skole på Helheden dengang. Jeg fik skoleundervisning og musikundervisning. Og så startede jeg inde på VUC. Det var ikke så meget, jeg kunne holde til derinde, men det, at vi havde noget der, var vigtigt. At man fik noget fagligt. Så man ikke bare hang der.

Udviklingen på Helheden

Vi blev introduceret til samfundet igen. Selvfølgelig havde jeg også perioder, hvor jeg var indlagt på hospitalet, mens jeg var på Helheden. Men jeg fik stadig den der mere normale hverdag. Jeg kom ud og var en del af noget, som f.eks. VUC.

Jeg havde nogle gode venner på Helheden. Vi lavede nogle af de ting sammen, som almindelige teenagere gjorde. Vi tog til Ribe og bowlede en aften, eller tog ud og spiste sammen. Eller vi fik en fredagsøl, når vi var færdige på VUC. Så det er egentlig både beboere og personale, som gør, at man bliver skubbet lidt mere tilbage til hverdagen, end det sker på en psykiatrisk afdeling på hospitalet.

Så det er helt klart en fordel, at der er en institution mellem indlæggelse og normal hverdag. Og egen lejlighed og bolig. For vi var også ved at blive voksne mennesker. Almindelige unge mennesker på vores alder ville begynde at tænke på at skulle flytte hjemmefra og have studenterhue på. Ved at være på institutionen blev vi også introducerede til det bare meget, meget langsommere. Almindelige mennesker blev bare kastet ud i det. Der fik vi ro til at tage den tid, som det tager – og langsomt blive introduceret til samfundet igen.

Personalet på Helheden

Personalet på Helheden var både omsorgspersoner og forældre. De var sådan lidt af det hele. De spillede mange roller. Samtidig med, at de skulle overtage noget af det, som vores forældre skulle have givet os, når vi skulle ud og klare os selv. Så skulle de også passe på os. De havde stadig den der med, at de skulle holde øje med vores tilstand. De skulle holde øje med, om vi begyndte at skade os selv. Og de skulle vurdere, om vi havde brug for hjælp. Om der var brug for en psykiater.

Men samtidig havde de også en forældrerolle, hvor vi blev introducerede til, hvordan samfundet fungerede - som forældre ville gøre. De andre beboere var den støtte, vi havde, når vi var ude og prøve samfundet af, og personalet var den støtte, som vi havde brug for, når vi kom tilbage. Os beboere, vi var ligesom i samme båd. Vi oplevede tingene sammen. Personalet klædte os på til, hvordan vi kunne komme ud og opleve det.

Der var en tryghed både ved beboerne og personalet, men vi delte ikke vores problematikker mellem beboerne, som vi gjorde det med personalet. Jeg kunne ikke finde på at gå ind til en anden beboer og sige, at jeg har lyst til at begå selvmord, eller at jeg vil skade mig selv. Overhovedet. Der havde jeg brug for personalet. Man kunne læsse af hos personalet i en tryg ramme, så vi kunne være normale sammen, beboerne.

Kost og tabet af venner

Der var en kæmpe udvikling hos mig og de andre, som boede der. Det var ikke altid positivt, men der var også mange ting, som jeg udviklede mig positivt på. Det knapt så positive var nok kosten. Det har jeg forstået, at man nu går mere op i. At beboerne får noget ordentligt at spise. Det var måske ikke så meget Helhedens skyld. De gjorde deres bedste, og vi fik det, vi gerne ville spise. Men samtidig fik vi en masse medicin, som gjorde, at man let tager på. For mange af os steg vægten bare. Vi bestemte jo selv, og havde vi ikke lyst til grøntsager, så kunne de jo ikke proppe det i os.

Men der er de begyndt at motivere mere på Helheden nu. Jeg tror, at jeg engang imellem savnede noget motivation. Det var noget generelt dengang, at der ikke var fokus på kosten på bosteder. Jeg voksede helt vildt. Jeg blev kæmpe stor. Og jeg tror, at det gjorde, at jeg fjernede mig mere og mere fra mine "normale" venner. De var de der kønne, slanke teenagepiger, som jeg også var, før jeg blev syg. Pludseligt så jeg anderledes ud end dem. Og det gjorde, at jeg begyndte at tage afstand fra mine tidligere venner. Og så holdt jeg mig mere til dem, som også boede på Helheden, da vi var i samme båd.

Man kunne for alvor se, at jeg var unormal. Det med vægten gjorde, at jeg hellere ville blive væk fra dem. Jeg kunne ikke holde ud at se dem stadig være de der slanke mennesker. De havde nok også svært ved at se mig lige pludselig være overvægtig og inaktiv. Det skammede jeg mig over dengang.

I samme båd

På Helheden var der flere, som var overvægtige, så vi var mere i samme båd. Der var mange andre, som havde det ligesom mig. Det var svært at være sammen med andre, fordi vi havde forandret os så meget. Men så havde vi jo hinanden. Der ville jeg gerne have været fastholdt i at se mine andre venner.

Men det er også svært, fordi Helheden ligger ude på landet. Der var ting at lave i Darum, men det var ikke så meget. Det arbejder I jo med nu, hvor I åbner mere op og deltager i det lokale samfund. Dengang havde vi noget musik i hallen. Og vi havde nogle arrangementer deroppe. Vi havde Helhedens julefrokost der. Men vi deltog ikke så meget i byen. Vi holdt os mere for os selv.

Vi gik ture sammen. Beboerne på Helheden. Jeg har altid været naturmenneske. Jeg kan huske, at en af de andre piger og jeg tog tykke jakker på en vinter. Der var let sne og fuldstændigt stjerneklart. Vi tog nogle tæpper og puder med og gik hen til en stor græsplæne. Og så lå vi bare og kiggede på stjerner og snakkede. Det var sådan noget, vi havde sammen. Det var skide hyggeligt.

Det var bare noget, vi gjorde. Vi sagde bare, at vi går en tur. Så tog vi tæpper med og gik. Vi lå der nok en halvanden time. Det var sammen med en veninde.

Hun var ligesom for perfekt

Jeg brød mig faktisk ikke om hende, da hun flyttede ud på Helheden. Jeg lærte hende at kende, da vi var på en pigetur for pigerne på Helheden og to fra personalet til København. Hende Dorte var lidt frembrusende og arrogant. Jeg var nok lidt jaloux på hende, fordi hun virkede så glad for sig selv og glad for livet - og det var nok noget af det, som jeg manglede. Den der glæde for livet og at være glad for mig selv igen. For selvom vi havde det godt, var vi stadig syge.

Men vi var på den der tur, hvor jeg var lidt en led kælling og sagde, at jeg skal ikke sove på værelse med hende Dorte. Det gider jeg ikke. Men så på den tredje dag, blev hun ked af noget. Den der skal af livsglæde krakelerede fuldstændig. Og der begyndte jeg at se anderledes på hende. Så var vi ligesom mere i samme båd. Så så jeg lige pludseligt, at hun også var sårbar. Jeg tænkte nok i starten, da hun lige flyttede til Helheden, at hvad skal hun her, når hun er så glad? Sådan havde jeg det nok. Men det var nok fordi jeg var jaloux på hendes overskud. Men det havde hun jo så ikke. Det var en facade. Det var ligesom om hun ikke hørte til, hvis hun var så glad.

Jeg var jo nok ked af, at jeg ikke kunne være så glad. Vi skulle sidde derude og have det så skide dårligt, og så har hun det bare så skide godt. Hvad fanden ligner det? He he. Men det havde hun jo så ikke. Så da facaden krakelerede, da kom jeg tæt på hende, og vi begyndte at snakke. Og så var vi sammen i tykt og tyndt.

Flyt fra Helheden

Jeg flyttede til et andet bosted, Markbo, efter fire år på Helheden. Jeg gik lidt i stå ude på Helheden. Jeg blev flyttet til voksenafdelingen på Helheden, jeg tror, et halvt år inden jeg flyttede til en anden institution. Før var jeg sammen med andre unge i ungeafdelingen, men så kom jeg over på voksenafdelingen, hvor jeg ikke kendte nogen. Jeg kom til at bo på et lille værelse, hvor jeg følte, at jeg blev gemt væk. Så der pakkede jeg mig lidt ind i mig selv. Jeg følte ikke, at jeg hørte til i voksenafdelingen.

Min nabo sagde til mig en dag, at hun havde købt en masse piller, som hun ville tage senere på dagen et sted udenfor Helheden. Men jeg måtte ikke sige det til nogen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvis jeg sagde noget, så svigtede jeg hende, men sagde jeg ikke noget, så svigtede jeg personalet - og jo også hende. Jeg var meget splittet. Jeg valgte ikke at sige noget med det samme.

Men da hun gik fra Helheden med pillerne, sagde jeg det til en af de andre beboere. Og de gik ned til personalet. De fandt hende først nogle timer senere. Der havde hun taget pillerne og blev akut indlagt. Det satte sig i mig. Det føler jeg mig stadig skyldig over.

Men jeg følte ikke, at jeg passede ind på voksenafdelingen. Jeg havde fået det bedre, efter jeg kom på Helheden. Nok også fordi jeg blev mere voksen. Men på voksenafdelingen føltes det som om mange af de andre sad fast i det. Så jeg passede ikke ind. Det var svært. Også i forhold til alder. Jeg var bange for, at jeg også skulle sidde der, når jeg blev fyrre. Sådan havde jeg det. Helhedens forstander snakkede med embedslægen, og de valgte at flytte mig til bostedet Markbo, da de var enige om, at det var bedst for min udvikling.

På Markbo

Det nye bosted

På det nye sted fandt jeg igen nogle jævnaldrende, som jeg kunne sammen med. Samtidig måtte man have dyr der, så der fik jeg min første hund. Jeg blev jo overvægtig på Helheden. Men da jeg fik en hund, så skulle jeg jo ud og gå med den. Den skulle have meget motion, så det fik jeg også. Det gav noget både fysisk, psykisk og socialt. Jeg gik med de andre beboere, som også havde hund.

Man fik jo også et ansvar ved at have hund. Man kunne også arbejde med pedellerne på det nye sted. Der var nogle dyr, som vi tog os af. Så blev man ansat. Man fik ikke løn, men man havde et ansvar. Man skulle møde op og gøre sit arbejde. Det manglede jeg ude på Helheden, men jeg kan forstå, nu der er kantine, kan man også arbejde der - og med pedellen. Men der prøvede jeg for første gang at have en arbejdstid, hvor der var brug for mig. Det ansvar gav noget udvikling. Det har man brug for.

Det nye sted lå også et større sted. Der var et lille værtshus, hvor man kunne tage ned og danse. Så drak vi os stang Bacardi. Altså os, der kunne styre det. Der var selvfølgelig nogen, som ikke kunne være med til det.

Udslusningen

Det gik ret godt. Jeg udviklede mig meget. Efter tre år på Markbo, blev jeg tilbudt en udslusningslejlighed. Jeg fik jo min medicin og jeg havde udviklet mig og fik selvtillid - men det havde også nok noget med min alder at gøre. Det var nok det ansvar, der gav mig mere selvtillid. Det gav en tro på, at jeg kan noget. Jeg har det bedst med, at jeg præsterer noget. Det er jo nok ret individuelt, men det virkede for mig.

Jeg fik en lejlighed for mig selv, som lå væk fra institutionen. Den lå mellem almindelige lejligheder. Der var personale tilknyttet i en anden lejlighed, som er der 24 timer i døgnet. De kom med medicinen. Der boede jeg knapt et år, inden jeg blev rask.

Motiveret på livet

Der var en på det nye sted, som hed Bente. Hun var lidt ældre end mig. Men vi var blevet rigtig tætte. Hun kom tit på besøg. Så sad vi og hyggede og så film. En aften havde hun flere øl med end normalt. Hun var vist begyndt at drikke lidt for meget. Da hun skulle hjem væltede hun på cyklen. Hun ringede og sagde, at hun var okay. Men det havde hun ikke været, for hun fik nogle indre blødninger, som hun døde af.

En af de andre beboere ringede næste dag og sagde, at hun var død. Det var et chok. Hun blev begravet ugen efter, og vi tog afsted nogle stykker til begravelsen. Da jeg så Bentes forældre, gjorde det noget ved mig. Jeg tænkte, at mine forældre skal ikke stå i den situation, og det gav mig en styrke til at kæmpe. Mine forældre havde jo også været tæt på at skulle begrave mig flere gange. Det gjorde, at jeg blev motiveret på livet. Og jeg fik modet til selv at gøre noget ved det. Det var ikke længere bare andre, som skulle sørge for, at jeg skulle have det bedre.

Jeg fik modet til at gå mod mine stemmer. Det havde jeg aldrig turdet før. Det gav en indre motivation. Det havde jeg nok også haft før, men slet ikke på samme måde.

At gå mod stemmerne

Der gik nok fire måneder, så var jeg symptomfri for skizofreni. Hvis stemmerne sagde noget til mig, så begyndte jeg at sige dem imod. Det havde jeg ikke turde før. For mig kunne det være noget så åndssvagt som, at jeg ikke havde prøvet at skære sener fra en mørbrad før. Det er det, jeg husker bedst. Jeg tænkte, at det kan jeg ikke finde ud af. Og så kom stemmerne og sagde, at det kan jeg fanneme ikke finde ud af. Og nu skal du skade dig selv, fordi du ikke kan finde ud af det. Men så sagde jeg højt, at det kan jeg godt finde ud af det her. Og så tog jeg kniven og fortsatte med at lave mad. Og så forsvandt stemmerne. Sådan var der flere små episoder, hvor det var nogle små hverdagsting, hvor jeg begyndte at sige, at det skal du ikke blande dig i. Det kan jeg sagtens håndtere.

Der fik jeg en oplevelse af, at jeg kan klare mig uden stemmerne. Tidligere havde jeg et behov for stemmerne. De fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Man slipper for at tage noget ansvar. Man skal ikke tage stilling til noget selv. Stemmerne fortalte mig, hvem jeg var, og hvad jeg kunne. Men så oplevede jeg, at jeg ikke havde brug for dem til at fortælle mig, hvad jeg kan. Det kan jeg selv styre.

Det handler også om, at jeg var det helt rigtige sted med medicinering – og så den motivation, som tabet af min veninde gav mig. Selvskaden forsvandt også kort tid efter begravelsen. Det tog længere tid med stemmerne. Men de opfordrede ikke til selvskade. Det var en længere proces over flere måneder. Jeg havde en kort indlæggelse efter Bentes død, men det blev min sidste.

Ud i samfundet

Jeg var på ferie med familien der. Det gør vi hver sommer. På vejen hjem sad jeg i bilen og kom til at tænke, hold da kæft, nu har jeg ikke hørt stemmer i et døgn.

Men det var svært at skulle ud i samfundet igen. Man har jo levet et helt andet liv end andre unge mennesker. Det er ligesom om, man har været bedøvet i ti år. Og lige pludselig skal man tage stilling til at skulle stemme til valget, til politik - en selv, hvad vil jeg? Jeg fik indlært indkøb, madlavning og indkøb på Markbo, men var ikke forberedt på at være deltagende i samfundet. Det bliver man forberedt på i en almindelig opvækst, men det er noget andet, når man bliver voksen på et bosted.

Men jeg flyttede i en toværelses lejlighed. Og startede på VUC for at uddanne mig bagefter. Nu er jeg i gang med at uddanne mig til et arbejde, hvor jeg har kontakt med mennesker. Det er lige mig.

Selvom jeg nu er symptomfri, så påvirker sygdommen mig stadig.  For skizofreni er en kronisk diagnose, så selvom jeg har været rask i syv år, så kommer det til at stå i mine papirer altid. Det betyder, at jeg skal forny mit kørekort hvert andet år, og når der står skizofreni i dine papirer, så står der også automatisk hypokonder, så når jeg går til lægen, så kigger de altid på det psykiske først. Og finder de ikke noget der og ikke noget fysisk, så går de ind i det psykiske igen.

Det synes jeg er træls, fordi jeg har skulle kæmpe i lang tid nu og er endelig blevet henvist til et hospital, men så møder de mig igen med, at det må være psyken, der driller igen - indtil jeg blev så hævet i halsen, at jeg ikke kunne trække vejret. Så sagde lægen, at okay, det er vist ikke psykisk. Og det var vi jo så enige om.

Jeg har måske stadig en tendens til at ville gøre tingene lidt for godt. Perfektionistisk. Og det skal jeg passe på med. Jeg er nødt til at sige til mig selv engang imellem, at jeg skal slappe af og tage den med ro. Hvis man ikke lige når tingene, så går det nok alt sammen alligevel. Jeg skal kunne grine, hvis jeg laver en fejl.

Nu har jeg ikke længere et problem med at række hånden op i klassen og tage fejl. Det ville være et kæmpe problem tidligere. Men det er det ikke nu. Nu har jeg selvtilliden til at tage fejl - og jeg har selvironien til at grine af mig selv.

Det betyder noget, at jeg nu har et almindeligt liv. En 8 til 16 tilværelse, hvor jeg deltager i samfundet. Nu er jeg ikke syg længere - og det er ikke det, som jeg behøver præsentere mig med, når jeg møder mennesker. Så er jeg ikke syg mere, når jeg møder andre mennesker.